til oversigten
luk tekstboks

World Trade Center

Projekt: World Trade Center Helsingborg
Klient: Midroc Property Development
Periode: 2017 - pågår
Areal: 14.670 kvadratmeter

Vis beskrivelse Skjul beskrivelse


World Trade Center bliver et vigtigt visuelt vartegn for Helsingborgs nye toneangivende bydel på Oceanpiren, og en fremtidig destination i byen. Bygningen rejser sig for enden af piren, kun få meter fra hvor færgen fra Helsingør passerer, og markerer derved porten til Sverige. En sådan placering stiller store krav til bygningens arkitektur, dens funktion og måden den formidler overgangen fra by til hav. 

Bygningen indeholder hotel, kontor og restaurant. Stueetagen udgør hotellets lobby, konference, bar og restaurant, og inviterer med sine åbne vinduesfacader både byen og havet indenfor. Allerøverst ligger Helsingborgs nye vestvendte Skybar, der med panoramavinduer har kig til hav og den nedgående sol.

Det arkitektoniske udtryk er skabt ud fra tanken om en tung base og et let tårn, som rejser sig ud af basen. De første seks etager udgør teglbasen, der i sin skala og materialitet relaterer sig til de omgivne boligkarréer. Ud af teglbasen vokser kontortårnet, der, med sit lette hvide facadeudtryk, rejser sig op til 13 etager som et fyrtårn på piren. Tårnet udfordrer den normale kontorfacade med sit ekspressive mønster af store glaspartier, der skærer sig ind i den hvide facade og skaber et legende modspil til den tunge og repeterende hotelfacade.