Hillerød - Fornemmelse for byrum
Projekt: Parallelopdrag for Slotsøkarréen i Hillerød - indbudt konkurrence
Klient : Hillerød Kommune
Periode: 2006 -
Status: Under realisering
   


”Hillerød – Fornemmelse for byrum” vitaliserer og skaber liv i hele bymidten og skaber sammenhæng mellem bymidtens forskellige områder, der i dag fungerer som uafhængige zoner.
Konkurrenceforslaget består af to overordnede tiltag: For det første opgraderes de eksisterende pladser, så de hver især får deres specifikke funktion. For det andet skabes der forbindelser mellem pladserne, og hermed hele bymidten, ved at etablere nye bevægelseslinier, der går på tværs af Slotsgade.

Grebet fremhæver Markedspladsen, Fisketorvet og Posen som særegne byrum: Markedspladsen bliver det nye, internationalt orienterede turistcentrum, hvor der blandt andet bygges et hotel med en lang række faciliteter som eksempelvis konferencelokaler, well-lness- og fitnesscenter og cafeer. Fisketorvet bliver et multifunktionelt og urbant byrum, der både rummer shopping- og udstillingsfaciliteter. Posen bliver det grønne, rekreative byrum, der er orienteret mod kulturen og de fysiske aktiviteter. På Posen opføres et kulturhus, som åbner sig mod et grønt område, der giver mulighed for boldspil, skateboarding og picnic. De omdannede byrum bliver hermed forstærket som byens nye forankringspunkter, der både opfordrer til ophold og samtidig fungerer som orienteringspunkter for byens bevægelser.

Fra bagside til forside: Derudover etableres nye bevægelsesmuligheder, som kæder de nye, opgraderede byrum sammen på kryds og tværs. Der skabes tre overordnede tværgående bevægelser, og samspillet mellem en rød, blå og grøn strategi skaber en levende og sammenhængende bymidte. En ny rød belægning på færdselslinierne signalerer de nye bevægelsesmuligheder på tværs af bymidten og skaber forbindelse mellem områderne sydvest for Slotsgade, selve Slotsgade og Slotssøen. Den blå strategi udnytter vandet som element i selve bymidten og henviser også til en opgradering af søbredden, hvor der etableres en "double edge" i form af et trædække, som giver mulighed for at bevæge sig ude på vandet og inde på land. De nye bevægelsesmuligheder ude ved søkanten omdanner Hillerøds bagside til en levende forside. Den grønne strategi indeholder en rambla på Nordsteensvej, der afgrænses af to af de tværgående bevægelser, der fører ned til søen.

 

 
© JUUL | FROST ARKITEKTER     By-, Bygnings- og Landskabsarkitekter     Refshalevej 147, 1432 København K     T. 0045 32 95 95 78     F. 0045 32 95 95 79     E. ark@juulfrost.dk